Få et stærkt selvværd

Selvværd kan oparbejdes til en sund og stærk selvfølelse

Godt selvværd eller dårligt selvværd - det er ikke medfødt

Erfaringer og de indlæringer vi har fået igennem opvæksten er gemt i vores bevidsthed. Det kan være praktiske informationer som, “ikke at gå over for rødt lys”, men også hvordan vi begår os socialt og måden vi ser os selv på.

Eksponeringer udefra som sociale medier, påvirker også vores hverdag- sommetider i en forkert retning.

Uhensigtsmæssige erfaringer

Erfaringer og indflydelse fra personer omkring os samt udefra kan være gode og andre decideret uhensigtsmæssige.

Vi kan alle opleve at få en fornemmelse af mindreværd eller ubehag, når vi befinder os i en situation, som genkalder en tidligere ubehagelig oplevelse. Men har vi for mange af disse uhensigtsmæssige gentagne erfaringer, som ikke er blevet repareret, kan det i sidste ende medføre et lavt selvværd.

Derfor kan du styrke dit selvværd

Omvendt kan du derfor styrke troen på dig selv og genskabe en god og stærk selvfølelse. Et godt selvværd er ligesom dårligt selvværd skabt ud fra handlinger, som bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange. Derfor, når vi erstatter uhensigtsmæssige mønstre med styrke og sunde handlinger, skaber vi positive erfaringer og som følge heraf en positiv selvopfattelse.

Positive tanker danner gode vaner

Vi oplever en fornemmelse af tryghed, lige meget om det er negative tanker eller positive tanker og derfor er det så svært at komme ud af misbruget i forhold til den negative ødelæggende tankegang. Når vaner danner tryghed, vil det derfor ofte tage tid at ændre vores mindset og indføre nye handlinger, som gemmes i vores bevidsthed.

Lyder det mærkeligt? Måske, men det er måden, vi er indrettet på og her kan vi gøre noget ved det. Ting tager tid og tålmodighed er en dyd, men oplevelsen af at noget er forandret til det gode, er en fantastisk fornemmelse og det er den vi skal lære at fange og holde fast i. Når vi kan genkalde os den gode fornemmelse og har fået den fysisk ind under huden, kan vi ændre på vores opfattelse af situationen og befinde os i en anden og mere tilfredsstillende udgave af livet.

Har du brug for psykoterapi

Når du går i terapi, hjælper det dig med at bryde de negative mønstre, og derved styrkes selvværdet.

Dele af os selv kan være præget af et lavere selvværd. Det kan medføre ubalance i relationer og blokere for ønskede mål og en god selvfølelse. Terapi er relevant i det øjeblik glæden udebliver, nogle gange på trods af gode relationer og oplevelser eller, når vi bliver hæmmet i sociale sammenhænge, isolerer os fra andre og har svært ved at finde ro.

Ønsker du hypnoterapi

Hypnoterapi er en forunderlig mulighed for at komme videre i et forløb. Det er effektivt og bliver hos mig anvendt med mildhed og respekt. Det er op til den enkelte, hvad man foretrækker og der er altid plads til at gøre lige netop det, som er trygt og føles rigtigt i sessionen. Hypnose kan variere fra en kort overfladisk trance til en lidt længerevarende dybere tilstand. Ved den dybere trancetilstand kræves længere sessionstid.


10 tegn på uhensigtsmæssige mønstre - Det kan du ændre på:

  1. Højlydt eller indre selvkritik som, “jeg er for kedelig”, “jeg er alt for meget”

  2. Jalousi og usikker dømmekraft

  3. Svært ved at have tillid til andre mennesker som, “andre taler kun godt om mig, fordi de synes, de bør”

  4. Følelsen af ikke at forstå egen oplevelse og reaktion i situationen og stole på, at du gjorde det rigtige

  5. Overskrider egne grænser gang på gang

  6. At få sagt fra i tide. Først efterfølgende synes det korrekte svar indlysende

  7. Har svært ved at mærke det du vil eller har brug for i situationen

  8. Har svært ved at sætte ord på, det der sker i dig og hvordan du har det

  9. Dårligt humør overskygger glæden og danner negative tanker

  10. En vedvarende følelse af at være fastlåst og manglende forståelse for handlinger og mønstre


Styrk dit selvværd -Du kan ændre din situation

Med konkrete øvelser kan du oparbejde et bedre selvværd. Du kan forbedre din selvfølelse og selvværd ved at lægge rutiner ind i hverdagen og styrke troen på din egen værdi. Du vil med tiden få et anderledes mærkbart overskud med mere energi.

 

Husk omsorgen for dig selv, når du beslutter dig!

Kend dine mål for nye tiltag

Hvilke mønstre vil du ændre og hvordan vil du gøre det muligt. Skriv det ned, se på det og vurder om det er realistisk i forhold til tid, du har sat af og de øvelser du har lyst til at praktisere.

Form en praksis

Hvis du fx ønsker at blive bedre til vejrtrækningsøvelser, så gør det overkommeligt og brug ikke mere tid på det end du kan overskue og har det godt med. Husk at være god ved dig selv, hvis du skulle komme til at springe over. Motiver dig selv ved at huske på, hvordan det har hjulpet dig indtil videre.

Kæmp for det

Giv ikke op, når du bare har lyst til at smide det hele fra dig og gå tilbage til den tilstand, du kender så godt - den tilstand som gør dig tryg, men som også får dig til at ende i frustration og dårligt humør. De dage er der også, hvor du får lyst til at smide det hele i havnen, løbe væk, skrige eller bare glemme det hele…. Bliv ved med at kæmpe, det betaler sig!

Vind selvværd og tilfredshed

Igen HUSK dig selv på, hvorfor du vil ændre dine dårlige mønstre og hvad du vinder! Sæt en tavle op eller læg den et sted, hvor du kan finde den frem med alle dine gode intentioner og stærke argumenter skrevet ned eventuelt på sedler og sæt nogle fotos på, som minder dig om, hvordan det er, når noget føles rigtigt.

Find en terapeut du har kemi med

Hvis du har brug for at arbejde intensivt i et forløb, er det vigtigt, at du finder en terapeut, som du har kemi med. Måske den første terapeut, du kontakter, ikke synes at passe sammen med dig. Så kontakt en anden terapeut. Giv heller ikke op her! Vi er alle forskellige og derfor er det også vigtigt at finde den terapeut, som passer sammen med dig.

 

Indfør rutiner der styrker i hverdagen

Mens du børster tænder eller er i bad

Sæt en sætning op, som har betydning for dig. Det kan være noget som har at gøre med styrke, omsorg, taknemmelighed, afgrænsning, tid, nydelse, handling etc. Gentag sætningen og lad den blive en del af en øvelse der ændrer en dårlig vane til en god vane.

Find evt. et foto du kan lide

Sæt fotoet op, hvor du kan se på det, når du har brug for at blive mindet om det, som har betydning for dig og som gør dig godt.

Hver gang du ser dig selv i spejlet

Det kan synes virkelig akavet og måske lidt som en kliché, at skulle stå foran et spejl og tale til sit eget spejlbillede - men giv det en chance, det kan faktisk noget og måske bliver du helt vild med lige at give dig selv et smil og et blink på vej ud!

Hold hænderne på maven

Ligesom vi holder os på maven, fordi det gør ondt, er det omvendt en måde at få kontakt til os selv ved at mærke, hvornår noget gør godt i maven. Videnskaben skriver om, hvordan hjernen og maven (den anden hjerne) hænger følelsesmæssigt sammen. Derfor giver det mening at opøve en kontakt til din egen krop og derved få hurtigere adgang til at mærke grænser og følelsesmæssige tilstande.

tving dig selv til at smile

Øv dig i at sætte et smil op og mærk hvordan du får øjnene til at smile med, når du virkelig smiler. Det er bare sværere at forblive i dårligt humør, når kroppen gør noget andet, fordi kroppen er forbundet med hjernen og følelserne. Det samme gælder, når vi dyrker motion, går en tur eller gør noget, som giver os et skift. Energien ændrer sig og det bliver lettere at ændre fra dårligt til godt humør!

 
 
Forrige
Forrige

Sorg - En del af livet

Næste
Næste

Hvad er psykoterapi