KITT GUDRUN CLEMMENS

Psykoterapeut MPF i København

 
INTENTIONER OG VÆRDIGRUNDLAG

At stå solidt fast i livet, at afgrænse og turde slippe, er en balancegang.

Når du tager kærligt hånd om dig selv, åbner du op for muligheder og tiltrækker kærligheden i livet. Jeg har erfaret, at det faktisk virker - “Hvad du giver, får du tilbage!” Også når det handler om dig selv og til dig selv.

Alt er en balancegang, både når det drejer sig om at kunne sige fra, at sætte grænser- eller den anden vej, at turde give slip på det som ligger så indgroet i hjernen, vaner og nervesystemet, at det kan synes uvant.

At arbejde på - og få fat i netop det overskud til at kunne stå solidt, men også at kunne svæve af glæde, fordi det hele føles lettere, er en gave, som giver adgang til det bedste i livet.

Jeg har altid været optaget af, hvordan og hvorfor vi mennesker reagerer, som vi gør i forhold til kommunikation mennesker imellem i vores relationer. Livet handler om relationer, om de fungerer eller ej.

Jeg er nysgerrig og fortsætter kontinuerligt med at tage kurser og lytte til foredrag, podcasts, alt som inspirerer.

Min joberfaring, kolleger og samarbejde

Min vej hertil har ikke været direkte.

Jeg har haft jobs i flere forskellige brancher, før jeg tog uddannelsen til psykoterapeut.

Men omvejene har givet mig en erfaring og indsigt, som jeg trækker på og ikke ville undvære.

Jeg har joberfaring fra rejsebranchen, SAS, fra Hillerød Hospital og private klinikker. Alle vidt forskellige arbejdspladser, med mange forskellige kolleger, hvor god kommunikation og håndtering af konflikter har været en vigtig del af hverdagen.

Psykoterapeutisk erfaring

Jeg har arbejdet med psykoterapi siden 2018 og er uddannet psykoterapeut mpf ved Psykoterapeutisk Institut (PI) i København. Jeg valgte at uddanne mig til psykoterapeut, fordi jeg selv havde brug for at arbejde med min historie og bevidstgøre mine egne handlemønstre, så jeg kunne ændre på dem. Derfor ved jeg også, hvordan terapi kan hjælpe os videre i livet på den gode måde, når vi står med forskellige udfordringer som sorg, konflikter og selvværd.

For mig er psykoterapi ikke blot samtaler. Jeg kan virkelig godt lide at hjælpe mennesker videre i deres personlige udvikling. Det rummer så store muligheder at genopdage vores styrker og ressourcer. Alt det gode som ligger i os alle.

Uddannelser og kurser indenfor terapi, udvikling og sundhed:


  • Kursus “ADHD blandt voksne”, v. psykolog Kim Berg Johannessen.

  • Externship/EFT - Træning i relationer og parforhold v. Jette Simon.

  • Træningsgruppe i limbisk afstemning, kropsterapi og ordløse samspil, v. Annemarie Clement

  • Træningsgruppe i EFT, v. Henriette Boysen

  • Psykoterapeutuddannelse, Psykoterapeutisk Institut, PI*

  • Uddannet mindfulnessinstruktør ved Sussanne Wexø

  • Coachingkursus, ID Academy

  • Kurser i hypnose og terapi ift. traume og depression, ved psykolog Lone Kærvang, Århus

  • Workshop i hypnose og angstterapi v. Melissa Tiers, stifter af “Center for Integrative hypnosis”, NY

  • Uddannet hypnoterapeut ved hypnotisør Kasper Fredholm

  • NLP coachingkursus

  • Eksamineret massør i idrætsmassage

* Under psykoterapeutuddannelsen kræves mindst 30 timers egenterapi hos psykolog eller psykoterapeut. Derfor har jeg selv været igennem terapiforløb under min uddannelse til psykoterapeut.

Jeg modtager kontinuerligt supervision, da det for mig er en vigtig del at være forberedt i forhold til de klienter, jeg har i terapi.

Medlem af Dansk Psykoterapeutforening